Kører de samme skænderier i ring i jeres forhold? Skændes I eksempelvis altid om opvasken? Så er der sandsynligvis mere på spil, for det handler ikke om opvasken eller nogle af de andre dumme småting, vi ofte skændes om, men om noget helt andet.
Måske har nogen fortalt dig, at de fleste par har fastlagt deres primære konflikter allerede ved anden date, og så bruger de de næste 20 år på at skændes om det samme igen og igen. Det kan være opvasken, der står i vasken. Det kan være vasketøjet på gulvet. Det kan være, at din partner altid kommer for sent, eller bruger for meget tid på sociale medier.
Men her er hemmeligheden som vi bruger en del tid på at kortlægge i parterapien: Det handler sjældent om indholdet af konflikten. Det handler om de underliggende og langt mere betydende temaer. Så hvis vi prøver at se et lag dybere end de beskidte underbukser på gulvet i badeværelset, der ikke kunne finde op i vasketøjskurven, eller den glemte tallerken, der ikke kunne finde hen i opvaskemaskinen, kan vi lære at se konflikten i en helt ny forståelse.

Jeg er kæmpe fan af den belgiske psykoterapeut Esther Perel, der har ladet sig inspirere af bl.a. Howard Markman's arbejde. Howard Markmann var leder af Center for Marital and Family Studies, University of Denver. Markmann er bl.a. kendt for bogen "Fighting for Your Marriage."
Esther Perel arbejder ud fra en tanke om, at der bag langt de fleste skænderier og konflikter i parforholder er tre underliggende temaer.
VI SKÆNDES UBEVIDST OM DISSE TRE TEMAER:
Indflydelse, magt og kontrol
Omsorg, nærhed og tillid
Respekt, anerkendelse og værdi
1. Magt, kontrol og indflydelse
Dette tema handler om hvem der bestemmer, og hvis prioriteter der vægtes højest. Selv i de mest kærlige forhold opstår der spørgsmål om magt. Det handler ikke nødvendigvis om at være dominerende, men om følelsen af indflydelse. Når I skændes om, hvilken film I skal se, eller hvordan ferien skal holdes, spørger du måske i virkeligheden dig selv:
Tæller min mening?
Skal jeg altid give mig, så du kan få din vilje eller få ret?
Er det altid dine prioriteter, der vinder?
Hvis du føler, at dine beslutninger bliver underkendt, eller at du er inkluderet i beslutningen uden reelt at blive hørt, aktiveres en følelse af uretfærdighed, som skaber konflikt.
2. Tillid, omsorg og nærhed
Det andet store tema handler om tillid og "basen" i forholdet. Det kan koges ned til spørgsmålet: "Har du min ryg?".
Når din partner glemmer en aftale, handler skænderiet måske ikke om kalenderstyring, men om en dybere frygt for, om du kan regne med dem, når det virkelig gælder. De underliggende spørgsmål her er:
Kan jeg stole på dig?
Varetager du også mine interesser, eller tænker du kun på dig selv?
Er jeg tryg hos dig og kan jeg regne med dig, hvis jeg virkelig får brug for dig?
Vi antager ofte, at fordi vi er sammen, så har vi fælles interesser – men når vi føler os usikre på tilliden, kan selv små svigt føles som store brud på tilliden.
3. Værdi, respekt og anerkendelse
Den tredje dimension handler om vores eget selvværd i relationen. Overskriften på det tema kunne lyde sådan her: "Kan jeg mærke, at jeg har værdi for dig?"
Dette tema handler om integritet og følelsen af at blive set og elsket. Hvis du føler dig taget for givet, vil en lille bemærkning om madlavningen eller rengøringen kunne antænde en stor konflikt, fordi det rammer ned i følelsen af ikke at være vigtig. Det kan også være, at du føler dig nedprioriteret i forhold til din partners valg. Når vi kommer i tvivl om vores følelse af at have værdi for den anden, kommer vi let op at skændes om andre mere overfladiske ting, fordi det er sårbart at fortælle hvad vi i virkeligheden er ulykkelige over.
Fra fakta til følelse: Hvorfor vi overreagerer
Når du mærker raseriet boble over en lille ting, er det fordi, du reagerer på en af ovennævnte tre temaer – ikke på selve hændelsen.
Forestil dig, at din partner ikke har lavet kaffe til dig om morgenen. En fremmed ville tænke: "Vedkommende glemte det nok bare". Men i et parforhold, hvor der er følelser involveret, fortolker du det straks gennem et filter: "Han/hun elsker mig ikke nok".
Du reagerer på din indre oplevelse af hændelsen, ikke fakta. Og pludselig handler manglende kaffe om, at du ikke føler dig værdsat (anerkendelse) eller elsket (omsorg).
Sådan bryder I cirklen
Hvis I sidder fast i disse mønstre, er her tre konkrete værktøjer, I kan bruge:
1. Brug XYZ-modellen I stedet for at sige "Du er altid så egoistisk" (hvilket er et angreb på personligheden), så prøv at være specifik: "Når du gør X i situation Y, så føler jeg Z". Eksempelvis: "Når du lader opvasken stå (X), efter jeg har ryddet op hele morgenen (Y), føler jeg mig ligegyldig (Z)." Denne metode inviterer din partner til at forholde sig til din oplevelse i stedet for at forsvare sig mod et angreb.
2. Kig indad før du reagerer Når du mærker vreden, så stop op og spørg dig selv: "Hvad reagerer jeg egentlig på?". Er det tallerkenen, eller er det følelsen af, at mine prioriteter ikke betyder noget (magt)?
3. Skift "dansen" Ofte er vi medskabere af den adfærd, vi hader hos vores partner. Hvis du altid skælder ud over, at din partner går i byen, vil din partner måske begynde at lyve eller skjule ting for at undgå konflikten – hvilket bekræfter din mistillid. Prøv at gøre det stik modsatte af, hvad du plejer. Prøv fx at være nysgerrig i stedet for at kritisere. Stil spørgsmål uden at dømme.
Husk: Konflikter er uundgåelige. Men hvis I kan begynde at tale om hvad I i virkeligheden kæmper for – fx tillid, respekt eller indflydelse – så har I en chance for at forstå hinanden, i stedet for blot at vinde diskussionen.

Book en gratis afklarende telefonsamtale nu!
Tilmeld dig mit nyhedsbrev!
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få besked om foredrag, inspirerende blogindlæg og podcasts.
©Sagafryd Solution I/S, Sundsgårdsvej 14, 5772 Kværndrup
CVR 41752351